Tørplader havde været tilgængelige siden 1857, takket være Désiré van Monckhovens arbejde, men det var først indtil opfindelsen af gelatine-tørpladen i 1871 af Richard Leach Maddox, at vådpladeprocessen kunne blive udfordret i kvalitet og hastighed. Opdagelsen i 1878, af at varme-modning af en gelatineemulsion forøgede pladens følsomhed, gjorde såkaldte øjebliksbilleder praktisk mulige. For første gang var et stativ eller anden støtte ikke længere en absolut nødvendighed. Med dagslys og en hurtig plade eller film kunne et lille kamera pludselig være håndholdt, mens billedet bliver optaget. Antallet af amatørfotografer voksede voldsomt og uformelle "ærlige" portrætter blev populære. Der var en stor variation af kameratyper, fra enkelt- og tvillinglinsreflekser til store og omfangsrige feltkameraer, enkle bokskameraer og små "detektivkameraer" forklædt som lommeure, hatte eller andre objekter.
Lukkeren
De korte eksponeringstider, der gjorde diskret fotografering mulig, nødvendiggjorde også en anden innovation, den mekaniske lukker. De allerførste lukkermekanismer var separat tilbehør, selvom indbyggede lukkere var almindelige allerede ved slutningen af 1800-tallet.
Kodak
Brugen af fotografisk film blev drevet frem af George Eastman, der begyndte at fremstille papirfilm i 1885, inden han skiftede til celluloid i 1888-1889. Hans første kamera, som han kaldte "Kodak", blev udbudt til salg i 1888. Det var et meget simpelt bokskamera med fastfokuslinse og enkelt lukkertid, som sammen med sin relativt lave pris appellerede til den gennemsnitlige forbruger. Kodak kom pre-loaded med nok film til 100 eksponeringer og skulle sendes tilbage til fabrikken til behandling og genindlæsning, når rullen var færdigeksponeret. I slutningen af 1800-tallet havde Eastman udvidet sit produktsortiment med flere modeller, herunder både box- og foldekameraer.
I 1900 førte Eastman markedet for fotografering et stort skridt videre med Brownie, et simpelt og billigt kamera, der introducerede begrebet snapshot. Brownie var ekstremt populær, og forskellige modeller var på maarkedet helt indtil 1960'erne.
Film tillod også filmkameraet at udvikle sig fra et dyrt legetøj til et praktisk kommercielt værktøj.
På trods af fremskridtene i lavprisfotografering, der blev gjort mulig af Eastman, tilbød pladekameraer stadig højkvalitetsbilleder og forblev populære langt ind i det 20. århundrede. For at konkurrere med rullefilmkameraer, som tilbød et større antal eksponeringer pr. filmrulle, blev mange billige pladekameraer fra denne tid udstyret med magasiner der kunne indeholde flere plader på én gang. Særlige bagsider/magasiner kom på markedet til pladekameraerne, der dermed gjorde det muligt for dem at bruge filmpakker eller rullefilm og særlige bagstykker gjorde det muligt for rullefilmkameraer at bruge plader.
Med undtagelse af nogle specielle typer som Schmidt-kameraer fortsatte de mange professionelle specialfotografer at bruge plader indtil slutningen af det 20. århundrede, da elektronisk fotografering erstattede dem.
35mm
En række producenter begyndte at bruge 35mm film til fotografering mellem 1905 og 1913. De første 35mm kameraer der blev tilgængelige for offentligheden og nåede betydelige salgstal var Tourist Multiple i 1913 og Simplex i 1914.
Oskar Barnack, som var ansvarlig for forskning og udvikling hos Leitz, besluttede at undersøge 35mm film til stillbilleder, mens man forsøgte at udvikle et kompakt kamera, der var i stand til at lave højkvalitets forstørrelser. Han byggede sit 35mm prototype kamera (Ur-Leica) omkring 1913, selv om yderligere udvikling blev forsinket i flere år af Første Verdenskrig. Det var først efter 1. verdenskrig, at Leica reklamerede for deres første 35mm kameraer. Leitz test-markedsførte designet mellem 1923 og 1924 og modtog nok positiv feedback, til at kameraet blev sat i produktion som Leica I i 1925. Leica's umiddelbare popularitet skabte en række konkurrenter, især Contax (introduceret i 1932) og cementerede 35mm som det rigtige valg for high-end kompakte kameraer.
Kodak kom ind på markedet med Retina I (Retina betyder Nethinde) i 1934, og introducerede dermed den 135-beholder, der nu bliver brugt i alle moderne 35mm kameraer. Selvom Retina var forholdsvis billigt, var 35mm kameraer stadig udenfor rækkevidde for de fleste, og rullefilm forblev det foretrukne valg for forbrugerkameraer. Dette ændrede sig i 1936 med indførelsen af den billige Argus A og i endnu større grad i 1939 med præsentationen af den utroligt populære Argus C3. Selvom de billigste kameraer stadig anvendte rullefilm, var det 35mm film, der dominerede markedet, da C3 blev taget af markedet i 1966.
Den voksende japanske kameraindustri kom i 1936 med Canon 35mm med afstandsmåler (RangeFinder), en forbedret version af 1933 Kwanon prototypen. Japanske kameraer begynde at blive populære i Vesten efter at koreanske krigsveteraner og soldater stationeret i Japan bragte dem tilbage til USA og andre steder.
Kilde: Wikipedia
